Udgivet den

Derfor er jeg i FØBE-netværket..

Derfor er jeg i FØBE-netværket..

“At opmuntre og udruste kvinder i ledelse og formidling, der på mangfoldige måder peger på evangeliet om Jesus til velsignelse for kirke og samfund.” 

Sådan har de stiftende kvinder valgt at formulere FØBEs formål, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig! Her kommer lidt spredte tanker om mine egne erfaringer og drømme for netværket.

Selvværd og selvtillid

Jeg tænker nogle gange på, at mit selvværd og min selvtillid som kvinde blev grundlagt, da jeg voksede op på en gård med tre søstre – og senere fik en bror. Fra helt lille blev jeg vant til og anerkendt for, at jeg har samme værdi og arbejdsmuligheder som drenge/mænd. Vi søstre tog – ligesom vores mor – del i al slags arbejde på gården: i stalden, på marken, madlavning og rengøring. Vi lærte også at lappe vores egne cykler, så min far ikke skulle stå i værkstedet hele tiden!

Mine forventninger til FØBE-netværket

Som person er jeg introvert, så jeg har ikke følt det store behov for et netværk som dette. Jeg har også hele vejen været velsignet med kolleger og venner – af begge køn! – som jeg har vendt alle mulige overvejelser med. Jeg har altid talt bedst og mest med drenge/mænd, fordi der ikke var så mange piger/kvinder i mit netværk, som delte mine interesser for teologi, politik og andre store emner. Til gengæld delte jeg ikke så mange pigers interesser.

Da jeg blev mere voksen og lærte mig selv bedre at kende, opdagede jeg glæden ved at dele erfaringer med kvinder, så det ser jeg meget frem til at gøre i det her netværk! Jeg ser også frem til at tale om de udfordringer, der er for os, som er mødre. Jeg er klar over, ikke alle mener, det behøver at være en udfordring, men jeg håber, vi kan tale om det. Det manglede jeg selv mest at tale med nogen om, da vores børn var små, og jeg var fuldtids bibelskolelærer.

Endelig håber jeg, at mine livserfaringer kan bidrage med eksempler på, hvordan kvinder kan tjene i menighed og samfund og dermed formidle noget frimodighed til at tjene.

Opmuntring giver mig gejst

Jeg gik vist i 8. klasse, da jeg blev hjælpeleder i min barndoms LM-søndagsskole. Og siden da har jeg arbejdet med kristen formidling i både frivillige og lønnede sammenhænge.

Jeg oplever, at jeg er blevet båret frem (læs: har fået bekræftet mit kald) af opmuntringer: “Du har en særlig måde at formidle på, så jeg bedre kan forstå det.” “Jeg ved ikke, om det er, fordi du er kvinde, men jeg får mere ud af det, når det er dig, der underviser.” “Du giver altid nogle kærlige spark og noget til eftertanke.” “Du er god til at lede udvalgsmødet, så alle bliver hørt, og vi når dagsordenen.”

Jeg har det ikke særlig godt med at skrive de her eksempler, fordi det let kommer til at lyde alt for selvfedt! Men jeg gør det alligevel for at give ideer til, hvordan vi kan opmuntre hinanden! Vær konkret, når du giver melding på noget til en anden: Hvad var godt? Hvad fik du noget ud af? Hvad rykkede i dig? Hvad tænkte du kunne gøres anderledes?

De opmuntringer, jeg har fået, har gjort mig opmærksom på selv at give opmuntringer til en forkynder/underviser/leder, som jeg er glad for. Det giver simpelthen benzin på tanken!

Og så hører jeg tit udsagnet: “Vi mangler kvindelige undervisere/forkyndere.” Det er da et konkret kald, der vil noget!

Nedmuntring gør mig vred

Jeg har aldrig personligt mødt nogen, der ville fratage mig frimodigheden til at tjene med de gaver og evner, jeg har. Heller ikke i LM eller på DBI, hvor jeg følte mig hjemme i min ungdom og studietid. Tværtimod mødte jeg dengang – og gør stadig – masser af opmuntringer til at bidrage som den, jeg er og med det, jeg kan.

Det gør mig virkelig ondt at møde kvinder, som har haft disse oplevelser og har følt sig mast under dem. Og jeg bliver vred på dem, der i umodenhed eller uforstand har frataget kvinder deres frimodighed til at tjene.

Uenige i respekt

Jeg har aldrig selv haft lyst eller kald til at blive præst, og som jeg forstår bibelteksterne, er den tjeneste kun for mænd.

Jeg vil gerne indrømme, at det anfægter mig, når kloge teologer, som jeg har stor respekt for og er enig med på stort set alle andre punkter, når frem til en anden forståelse af bibelteksterne.

Derfor har jeg altid – og vil fortsat – kæmpe mod den voldsomme retorik, der frakender andre bibeltroskab eller måske endda kristennavnet, fordi de når frem til en anden holdning end min. Den slags fordømmelse er helt ude af proportioner med spørgsmålet om tjenestedeling, mener jeg.

Jeg vil gerne bidrage til, at vi tør være uenige i respekt for og anerkendelse af hinanden. Det tror jeg kun kan ske, hvis vi åbent tør fremlægge vores holdninger og argumenter OG åbent lytte til andres overvejelser, holdninger og argumenter. Og så skal vi turde leve med at være uenige og nå frem til forskellige konsekvenser af vores holdninger.

Det bliver en svær øvelse, tror jeg, for i både samfundet generelt og i mange kristne fællesskaber opleves det angstprovokerende, når nogle mener og gør noget andet end mig. Men fordi vi er et netværk af kristne (uperfekte og tilgivede) kvinder, og fordi vi har det mål at tjene andre med evangeliet om Jesus, er det nødvendigt, vi øver os i det!

Kærlige søsterhilsner 

Indlægget er skrevet af vores medlem:

Vibeke Sode Hjorth, cand.theol.,
leder af AdamogEva.dk

Udgivet den

Om den olympiske fakkel, gospel og Grundtvig.

Hele min opvækst og til stadighed ind i mit voksenliv har jeg sagt eller sunget med på den apostolske trosbekendelse. Den er god, fordi den på kort tid kommer omkring det helt centrale for det kristne bekendelsesgrundlag. 

Over hele jorden siges der JA og AMEN til dét bekendelsesgrundlag, selvom kirkerne og de troendes praksis ser vidt forskellig ud.

Men desto større glæde over at kunne samles om det, vi kan samles om. Dét, der i trosbekendelsen beskrives, er for mange et fælles fundament. Men også formuleret på en måde, der har sat tanker igang hos mig. Det vender jeg tilbage til. Først nogle ord om, hvad FØBE står på.

Hvad står FØBE på?

I forbindelse med offentliggørelsen af FØBEs stiftelse blev der stillet spørgsmål til FØBEs fundament. Et konkret eksempel på det var, da Lene Dalsgaard Thomsen på Evangelisk Luthersk Netværks blog spurgte, om FØBE var et “bibelsk anliggende eller feministisk projekt?” 

Jeg forstår fuldt ud nysgerrigheden og ønsket om at kende til det. For det har stor betydning og vidtgående konsekvenser, hvilket grundlag man står på. Det har indflydelse på ens livsførelse og valg, hvorfor det også giver afsindig god mening at arbejde dybdegående og aktivt med det.

Deraf udspringer også FØBE. Af et ønske om fællesskab, hvor vi kan opmuntre og udruste hinanden til netop at omsætte det værdigrundlag og menneskesyn, vi deler, og det, der for os at se er et guddommeligt godt fundament at have for sit ledelsesrum og sit ansvar i relationen til de mennesker, vi formidler for.

Der blev stillet spørgsmålstegn (eller udråbstegn?) ved vores personlige holdninger til konkrete teologiske områder. Det er i bund og grund irrelevant for FØBE som netværk. Vi er stiftet som netværk af og for en mangfoldig vifte af kristne kvinder, der tjener i forskellige sammenhænge – og ikke én kirke, hvor der er en grad af strømlinet teologisk ramme.

Det var dog på sin vis forventet at få spørgsmålet, da vores netværk er for kristne kvinder, der tjener med ledelse og formidling, hvilket i nogle kredse kan være et brandfarligt emne.

Men for os er det ikke brandfarligt, snarere brandlækkert.

Det lille lys jeg har..

Det, vi gerne vil med netværket, er at tale om, hvor vigtigt det er, at kvinder med frimodighed kan tjene i kirke og samfund både som leder og som formidler. Vi ønsker med FØBE at skabe netværk, der kan opmuntre og udruste til at tjene i kirke og samfund, så branden for det ikke slukkes, men holdes i live.

Som den olympiske ild holdes i live og løbes med, skal også vi løbe med vores ild, når vi bliver betroet at bære og gå foran med det lys, vi har. Det lærte jeg i hvert fald i børneklubben, da jeg med min allerbedste gospelstemme erklærede, at “det lille lys jeg har, det skal skinne klart” og  ”sæt det under skæppen – NEJ! – for det skal skinne klart.”

I kirker rundt om i verden kan man opleve, at tilhørere til en prædiken undervejs responderer med et “fire!” (ild). For det er netop en brand, en levende ild, der kan opleves, når Gud taler og bruger mennesker til være vidner om evangeliet. Ønsket om at “ilden” skal spredes kan med god grund ikke altid holdes tilbage. 

Og det skal den heller ikke. 

Evangeliet om Jesus skal ikke holdes tilbage.

Det skal derimod have lov til at leve i os og gennem os på den måde vi relaterer til andre mennesker, eksempelvis i ledelsesrummet eller formidlingssituationen, som begge er situationer, hvor vi på Løgstrup’sk vis kan være vores magtrum bevidst. Her er der både åndelige og faglige aspekter i spil.

Brandfarligt?

Betyder det, at alle de brandfarlige spørgsmål om tjenestedeling, som tidligere nævnte blogindlæg var nysgerrig på, er underordnet?

Ja. For FØBE som netværk er det.

Tjenestedeling er ikke et issue i netværket. Hvordan organisationer, foreninger og kirker vejleder og deler opgaver og tjenester internt, er deres sag. Og det er en vigtigt at have klare rammer for det, dér hvor det er relevant. Det vil vi blot opmuntre til at stå ved, ligesom vi selv gør det, hvor vi har vores kirkegang.

Det ligger dog i FØBEs DNA, at der skal være plads til et samvittighedsrum blandt netværkets medlemmer, som der allerede er for os, der har stiftet netværket. Fælles for os er, at vi med Biblen i hånden og i vores stræben efter det gode og sande, godt kan lande forskellige steder i nogle spørgsmål – ja, formentlig i mange.

Vores sag er at opmuntre og udruste dem, der af deres arbejdsplads eller bagland er betroet at stå i tjeneste på et ledelses- og formidlingsområde, så vores værdier i endnu højere grad vil skinne igennem i tjenesten. Men vi vil også gerne skabe en bevidsthed om, hvordan man i medlemmernes bagland kan opmuntre og udruste kvinder til at tjene i ledelse og formidling – inden for den ramme, som findes her.

For det er en hel reel udfordring, at man i kristen-værdibaserede sammenhænge nemt får brugt meget tid på at tale om grænser, men mindre om, hvordan man så udfylder det enorme rum af muligheder, der rent faktisk er inden for dem.

Lad os (ikke) sige NEJ og AMEN!

Ja, det er lidt en kontraproduktiv overskrift med dobbelt negation – men der er mening med galskaben.

I den såkaldte ritualstrid i 1800-tallet fastslog Grundtvig, at forsagelsen, som den apostolske trosbekendelse indledes med, hørte til. Andre var uenige. Jeg skal ikke kloge mig på den diskussion, men jeg kommer indimellem til at tænke på, hvor sigende og måske definerende det har været for vores forståelse, at trosbekendelsen i den danske kirke starter med en negation i stedet for konfirmation.

Vi må ikke tro, at det er vores NEJ og AMEN, der fører til liv. Det er vores JA, der skaber liv. Eller rettere: Guds JA til os!

Og ligesom det ikke er et NEJ, der skaber liv i den vertikale relation, så virker et NEJ heller ikke menings- og retningsskabende i de horisontale/mellemmenneskelige relationer.

Og inden nogen sætter sig til tasterne for at insistere på, at et nej til forskellige ting godt kan være det gode svar, så bare rolig – jeg er enig. Fundament og grænser er afgørende. Og i samfundet, i familien, på arbejdspladser, i kirker og på gaden har vi indimellem brug for et klart nej.

Men et NEJ har sine begrænsninger. Det peger ikke på, hvad det gode eller rigtige er. De gode udfoldelsesmuligheder. De gode valg. Det siger som udgangspunkt kun noget om fravalg. Og fravalg er også vigtige, men det kan ikke stå alene.

Vi har brug for at blive gode til at tale endnu mere om det, vi gerne vil, frem for at dvæle ved det, vi ikke vil. Ikke fordi det sidstnævnte ikke skal have plads, men det rykker os simpelthen ikke tættere på målet om at udfylde det rum, vi har defineret ved grænserne.

Brandlækkert!

Derfor synes vi, det er brandlækkert at tale om kvinder, der tjener med ledelse og formidling. Uanset hvilke rammer, der er for det i din sammenhæng, så tal det op og fyld rummet ud! Vær med til at gøre uddannelse og udrustning tilgængelig for både mænd og kvinder, dér hvor du er.

Ser du skæpper, så værn om andres lys, så det ikke pustes ud. Ser du en med et lille skrøbeligt lys, så ræk dem en stage. Ser du, at de har ild, så ræk dem en fakkel, så de som kan løbe afsted med ilden og lede andre hen mod det.

Kvinderne, Jesus mødte, løb efterfølgende hen til deres venner og familie og fortalte om det, han havde gjort for dem. Måske de ikke havde en fakkel i hånden, men de havde ild i øjnene.

For det er dét Gud gør: sætter fri og sætter hjerterne i brand.

Med Jesus kom the new normal: at udrustning til at fortælle om ham ikke var forbeholdt mænd, men også inkluderede kvinder.

Venner, det er tid!

»I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.«

Matt. 5,14f.

Sara Askholm er efterskolelærer og erfaren bestyrelsesmedlem. Hun er optaget af, hvordan hun med sine evner, kan understøtte at kvinder vokser i selvfølelse, tro og tjeneste.

Formand og medstifter af FØBE