Udgivet den

Derfor er jeg i FØBE-netværket..

Derfor er jeg i FØBE-netværket..

“At opmuntre og udruste kvinder i ledelse og formidling, der på mangfoldige måder peger på evangeliet om Jesus til velsignelse for kirke og samfund.” 

Sådan har de stiftende kvinder valgt at formulere FØBEs formål, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig! Her kommer lidt spredte tanker om mine egne erfaringer og drømme for netværket.

Selvværd og selvtillid

Jeg tænker nogle gange på, at mit selvværd og min selvtillid som kvinde blev grundlagt, da jeg voksede op på en gård med tre søstre – og senere fik en bror. Fra helt lille blev jeg vant til og anerkendt for, at jeg har samme værdi og arbejdsmuligheder som drenge/mænd. Vi søstre tog – ligesom vores mor – del i al slags arbejde på gården: i stalden, på marken, madlavning og rengøring. Vi lærte også at lappe vores egne cykler, så min far ikke skulle stå i værkstedet hele tiden!

Mine forventninger til FØBE-netværket

Som person er jeg introvert, så jeg har ikke følt det store behov for et netværk som dette. Jeg har også hele vejen været velsignet med kolleger og venner – af begge køn! – som jeg har vendt alle mulige overvejelser med. Jeg har altid talt bedst og mest med drenge/mænd, fordi der ikke var så mange piger/kvinder i mit netværk, som delte mine interesser for teologi, politik og andre store emner. Til gengæld delte jeg ikke så mange pigers interesser.

Da jeg blev mere voksen og lærte mig selv bedre at kende, opdagede jeg glæden ved at dele erfaringer med kvinder, så det ser jeg meget frem til at gøre i det her netværk! Jeg ser også frem til at tale om de udfordringer, der er for os, som er mødre. Jeg er klar over, ikke alle mener, det behøver at være en udfordring, men jeg håber, vi kan tale om det. Det manglede jeg selv mest at tale med nogen om, da vores børn var små, og jeg var fuldtids bibelskolelærer.

Endelig håber jeg, at mine livserfaringer kan bidrage med eksempler på, hvordan kvinder kan tjene i menighed og samfund og dermed formidle noget frimodighed til at tjene.

Opmuntring giver mig gejst

Jeg gik vist i 8. klasse, da jeg blev hjælpeleder i min barndoms LM-søndagsskole. Og siden da har jeg arbejdet med kristen formidling i både frivillige og lønnede sammenhænge.

Jeg oplever, at jeg er blevet båret frem (læs: har fået bekræftet mit kald) af opmuntringer: “Du har en særlig måde at formidle på, så jeg bedre kan forstå det.” “Jeg ved ikke, om det er, fordi du er kvinde, men jeg får mere ud af det, når det er dig, der underviser.” “Du giver altid nogle kærlige spark og noget til eftertanke.” “Du er god til at lede udvalgsmødet, så alle bliver hørt, og vi når dagsordenen.”

Jeg har det ikke særlig godt med at skrive de her eksempler, fordi det let kommer til at lyde alt for selvfedt! Men jeg gør det alligevel for at give ideer til, hvordan vi kan opmuntre hinanden! Vær konkret, når du giver melding på noget til en anden: Hvad var godt? Hvad fik du noget ud af? Hvad rykkede i dig? Hvad tænkte du kunne gøres anderledes?

De opmuntringer, jeg har fået, har gjort mig opmærksom på selv at give opmuntringer til en forkynder/underviser/leder, som jeg er glad for. Det giver simpelthen benzin på tanken!

Og så hører jeg tit udsagnet: “Vi mangler kvindelige undervisere/forkyndere.” Det er da et konkret kald, der vil noget!

Nedmuntring gør mig vred

Jeg har aldrig personligt mødt nogen, der ville fratage mig frimodigheden til at tjene med de gaver og evner, jeg har. Heller ikke i LM eller på DBI, hvor jeg følte mig hjemme i min ungdom og studietid. Tværtimod mødte jeg dengang – og gør stadig – masser af opmuntringer til at bidrage som den, jeg er og med det, jeg kan.

Det gør mig virkelig ondt at møde kvinder, som har haft disse oplevelser og har følt sig mast under dem. Og jeg bliver vred på dem, der i umodenhed eller uforstand har frataget kvinder deres frimodighed til at tjene.

Uenige i respekt

Jeg har aldrig selv haft lyst eller kald til at blive præst, og som jeg forstår bibelteksterne, er den tjeneste kun for mænd.

Jeg vil gerne indrømme, at det anfægter mig, når kloge teologer, som jeg har stor respekt for og er enig med på stort set alle andre punkter, når frem til en anden forståelse af bibelteksterne.

Derfor har jeg altid – og vil fortsat – kæmpe mod den voldsomme retorik, der frakender andre bibeltroskab eller måske endda kristennavnet, fordi de når frem til en anden holdning end min. Den slags fordømmelse er helt ude af proportioner med spørgsmålet om tjenestedeling, mener jeg.

Jeg vil gerne bidrage til, at vi tør være uenige i respekt for og anerkendelse af hinanden. Det tror jeg kun kan ske, hvis vi åbent tør fremlægge vores holdninger og argumenter OG åbent lytte til andres overvejelser, holdninger og argumenter. Og så skal vi turde leve med at være uenige og nå frem til forskellige konsekvenser af vores holdninger.

Det bliver en svær øvelse, tror jeg, for i både samfundet generelt og i mange kristne fællesskaber opleves det angstprovokerende, når nogle mener og gør noget andet end mig. Men fordi vi er et netværk af kristne (uperfekte og tilgivede) kvinder, og fordi vi har det mål at tjene andre med evangeliet om Jesus, er det nødvendigt, vi øver os i det!

Kærlige søsterhilsner 

Indlægget er skrevet af vores medlem:

Vibeke Sode Hjorth, cand.theol.,
leder af AdamogEva.dk

Udgivet den

Om den olympiske fakkel, gospel og Grundtvig.

Hele min opvækst og til stadighed ind i mit voksenliv har jeg sagt eller sunget med på den apostolske trosbekendelse. Den er god, fordi den på kort tid kommer omkring det helt centrale for det kristne bekendelsesgrundlag. 

Over hele jorden siges der JA og AMEN til dét bekendelsesgrundlag, selvom kirkerne og de troendes praksis ser vidt forskellig ud.

Men desto større glæde over at kunne samles om det, vi kan samles om. Dét, der i trosbekendelsen beskrives, er for mange et fælles fundament. Men også formuleret på en måde, der har sat tanker igang hos mig. Det vender jeg tilbage til. Først nogle ord om, hvad FØBE står på.

Hvad står FØBE på?

I forbindelse med offentliggørelsen af FØBEs stiftelse blev der stillet spørgsmål til FØBEs fundament. Et konkret eksempel på det var, da Lene Dalsgaard Thomsen på Evangelisk Luthersk Netværks blog spurgte, om FØBE var et “bibelsk anliggende eller feministisk projekt?” 

Jeg forstår fuldt ud nysgerrigheden og ønsket om at kende til det. For det har stor betydning og vidtgående konsekvenser, hvilket grundlag man står på. Det har indflydelse på ens livsførelse og valg, hvorfor det også giver afsindig god mening at arbejde dybdegående og aktivt med det.

Deraf udspringer også FØBE. Af et ønske om fællesskab, hvor vi kan opmuntre og udruste hinanden til netop at omsætte det værdigrundlag og menneskesyn, vi deler, og det, der for os at se er et guddommeligt godt fundament at have for sit ledelsesrum og sit ansvar i relationen til de mennesker, vi formidler for.

Der blev stillet spørgsmålstegn (eller udråbstegn?) ved vores personlige holdninger til konkrete teologiske områder. Det er i bund og grund irrelevant for FØBE som netværk. Vi er stiftet som netværk af og for en mangfoldig vifte af kristne kvinder, der tjener i forskellige sammenhænge – og ikke én kirke, hvor der er en grad af strømlinet teologisk ramme.

Det var dog på sin vis forventet at få spørgsmålet, da vores netværk er for kristne kvinder, der tjener med ledelse og formidling, hvilket i nogle kredse kan være et brandfarligt emne.

Men for os er det ikke brandfarligt, snarere brandlækkert.

Det lille lys jeg har..

Det, vi gerne vil med netværket, er at tale om, hvor vigtigt det er, at kvinder med frimodighed kan tjene i kirke og samfund både som leder og som formidler. Vi ønsker med FØBE at skabe netværk, der kan opmuntre og udruste til at tjene i kirke og samfund, så branden for det ikke slukkes, men holdes i live.

Som den olympiske ild holdes i live og løbes med, skal også vi løbe med vores ild, når vi bliver betroet at bære og gå foran med det lys, vi har. Det lærte jeg i hvert fald i børneklubben, da jeg med min allerbedste gospelstemme erklærede, at “det lille lys jeg har, det skal skinne klart” og  ”sæt det under skæppen – NEJ! – for det skal skinne klart.”

I kirker rundt om i verden kan man opleve, at tilhørere til en prædiken undervejs responderer med et “fire!” (ild). For det er netop en brand, en levende ild, der kan opleves, når Gud taler og bruger mennesker til være vidner om evangeliet. Ønsket om at “ilden” skal spredes kan med god grund ikke altid holdes tilbage. 

Og det skal den heller ikke. 

Evangeliet om Jesus skal ikke holdes tilbage.

Det skal derimod have lov til at leve i os og gennem os på den måde vi relaterer til andre mennesker, eksempelvis i ledelsesrummet eller formidlingssituationen, som begge er situationer, hvor vi på Løgstrup’sk vis kan være vores magtrum bevidst. Her er der både åndelige og faglige aspekter i spil.

Brandfarligt?

Betyder det, at alle de brandfarlige spørgsmål om tjenestedeling, som tidligere nævnte blogindlæg var nysgerrig på, er underordnet?

Ja. For FØBE som netværk er det.

Tjenestedeling er ikke et issue i netværket. Hvordan organisationer, foreninger og kirker vejleder og deler opgaver og tjenester internt, er deres sag. Og det er en vigtigt at have klare rammer for det, dér hvor det er relevant. Det vil vi blot opmuntre til at stå ved, ligesom vi selv gør det, hvor vi har vores kirkegang.

Det ligger dog i FØBEs DNA, at der skal være plads til et samvittighedsrum blandt netværkets medlemmer, som der allerede er for os, der har stiftet netværket. Fælles for os er, at vi med Biblen i hånden og i vores stræben efter det gode og sande, godt kan lande forskellige steder i nogle spørgsmål – ja, formentlig i mange.

Vores sag er at opmuntre og udruste dem, der af deres arbejdsplads eller bagland er betroet at stå i tjeneste på et ledelses- og formidlingsområde, så vores værdier i endnu højere grad vil skinne igennem i tjenesten. Men vi vil også gerne skabe en bevidsthed om, hvordan man i medlemmernes bagland kan opmuntre og udruste kvinder til at tjene i ledelse og formidling – inden for den ramme, som findes her.

For det er en hel reel udfordring, at man i kristen-værdibaserede sammenhænge nemt får brugt meget tid på at tale om grænser, men mindre om, hvordan man så udfylder det enorme rum af muligheder, der rent faktisk er inden for dem.

Lad os (ikke) sige NEJ og AMEN!

Ja, det er lidt en kontraproduktiv overskrift med dobbelt negation – men der er mening med galskaben.

I den såkaldte ritualstrid i 1800-tallet fastslog Grundtvig, at forsagelsen, som den apostolske trosbekendelse indledes med, hørte til. Andre var uenige. Jeg skal ikke kloge mig på den diskussion, men jeg kommer indimellem til at tænke på, hvor sigende og måske definerende det har været for vores forståelse, at trosbekendelsen i den danske kirke starter med en negation i stedet for konfirmation.

Vi må ikke tro, at det er vores NEJ og AMEN, der fører til liv. Det er vores JA, der skaber liv. Eller rettere: Guds JA til os!

Og ligesom det ikke er et NEJ, der skaber liv i den vertikale relation, så virker et NEJ heller ikke menings- og retningsskabende i de horisontale/mellemmenneskelige relationer.

Og inden nogen sætter sig til tasterne for at insistere på, at et nej til forskellige ting godt kan være det gode svar, så bare rolig – jeg er enig. Fundament og grænser er afgørende. Og i samfundet, i familien, på arbejdspladser, i kirker og på gaden har vi indimellem brug for et klart nej.

Men et NEJ har sine begrænsninger. Det peger ikke på, hvad det gode eller rigtige er. De gode udfoldelsesmuligheder. De gode valg. Det siger som udgangspunkt kun noget om fravalg. Og fravalg er også vigtige, men det kan ikke stå alene.

Vi har brug for at blive gode til at tale endnu mere om det, vi gerne vil, frem for at dvæle ved det, vi ikke vil. Ikke fordi det sidstnævnte ikke skal have plads, men det rykker os simpelthen ikke tættere på målet om at udfylde det rum, vi har defineret ved grænserne.

Brandlækkert!

Derfor synes vi, det er brandlækkert at tale om kvinder, der tjener med ledelse og formidling. Uanset hvilke rammer, der er for det i din sammenhæng, så tal det op og fyld rummet ud! Vær med til at gøre uddannelse og udrustning tilgængelig for både mænd og kvinder, dér hvor du er.

Ser du skæpper, så værn om andres lys, så det ikke pustes ud. Ser du en med et lille skrøbeligt lys, så ræk dem en stage. Ser du, at de har ild, så ræk dem en fakkel, så de som kan løbe afsted med ilden og lede andre hen mod det.

Kvinderne, Jesus mødte, løb efterfølgende hen til deres venner og familie og fortalte om det, han havde gjort for dem. Måske de ikke havde en fakkel i hånden, men de havde ild i øjnene.

For det er dét Gud gør: sætter fri og sætter hjerterne i brand.

Med Jesus kom the new normal: at udrustning til at fortælle om ham ikke var forbeholdt mænd, men også inkluderede kvinder.

Venner, det er tid!

»I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.«

Matt. 5,14f.

Sara Askholm er efterskolelærer og erfaren bestyrelsesmedlem. Hun er optaget af, hvordan hun med sine evner, kan understøtte at kvinder vokser i selvfølelse, tro og tjeneste.

Formand og medstifter af FØBE

Udgivet den

Da FØBE blev til

Sara Askholm er lærer og erfaren i besty-relsesarbejde. Hun er optaget af, hvordan hun med sine evner, kan understøtte at kvinder vokser i selvfølelse, tro og tjeneste.

Medstifter af FØBE

“I perioder, hvor der ikke er nogen ledelse, står samfundet stille. Fremskridt opstår, hvor dristige, dygtige ledere griber muligheden for at ændre tingene til det bedre”
– Harry S. Truman

For cirka et halvt års tid siden talte jeg med nogle kvinder, der længtes efter fællesskab med andre kvinder i tjeneste, der lignede deres egen, hvor ledelse og/eller formidling var bærende.

Da jeg hørte det, blev jeg enormt lettet og glad, for netop de tanker gik jeg selv rundt med. Jeg savnede et sted at puste ud, lade op og få sparring på de udfordringer, jeg kunne opleve, men også nogle at dele min vandring, udvikling og sejre med.

Det tror jeg helt grundlæggende er en længsel, de fleste kan nikke genkendende til: at have fællesskab med nogle, der kender til at stå i situationer og med ansvar, der ligner ens egen. Et kollegialt fællesskab i bund og grund. Det er bare noget særligt, hvis man står med ledelsesansvar eller formidler. Og i kristen sammenhæng er repræsentationen af kvinder i disse opgave endnu mindre, hvilket klart er en udfordring for dem, der søger fællesskab med ligesindede.

Pludselig sad jeg til et kaffemøde, der var båret af en længsel og vision om, at frimodigheden skulle få nyt liv og blive definerende for langt flere kristne kvinder i ledelses- og/eller formidlingstjeneste. At lidt færre skulle stå med den erfaring af at stå lidt alene og have svært ved lige at se, hvor nærmeste sparringspartner kunne være. Men øverst på listen var, at vi også selv kunne rykke tættere i bussen.

Og her sad vi så. Tæt rundt om bordet. Corona-tæt, bevares. Og med sprit på bordet, selvfølgelig. 

Kaffe, whiteboardtusch på fingre og tavle, lidt spiseligt, en del mere kaffe, stå-pause efterfulgt af tiltrængt biobreak, så der kunne gøres plads til mere kaffe. Mon ikke det er rammen for en del af de der møder, som man ikke er i tvivl om vil føre noget godt og stort med sig.

Og jeg var ikke et sekund i tvivl. Det her bliver godt.

Ja, for dem, der kender mig, er det er vist heller ikke nogen hemmelighed, at jeg ser afsindig lyst på fremtiden. Men en anden kendsgerning er samtidig, at jeg nok også har en del færre erfaringer, der giver anledning til andet, end mange andre kvinder i ledelse og formidling i kristen sammenhæng. Det står i hvert fald klart efter flere samtaler, som opstarten af dette netværk har givet anledning til.

Men det har faktisk kun givet mig grund til at se lyst på fremtiden, for nu skal der ske noget. Det sker nu! Nu skal der skabes et fællesskab af ambassadører for en frimodighedskultur, og hvor kristne kvinder bliver OPMUNTRET til at være frimodige i tjenesten for Jesus og blive UDRUSTET til at forvalte deres ledelsesrum og taleret i ærefrygt for Gud og kærlighed til mennesker. 

“Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”
Matt. 25,40

Når jeg læser Jesus i de her ret alvorlige afsnit, som dette citat står i, så bliver det helt tydeligt, at vi ikke kan ignorere det og dem, vi står overfor og skal forvalte. Hvad end vi står i af tjeneste, så skal vi tjene folk omkring os som var det Jesus selv, vi stod overfor. Hvilken gave! Hvilken opgave!

Derfor er det fuldstændig afgørende, at også kristne kvinder får et forum, hvor det er legitimt at tale om forvalterskab af de evner, vi har fået. Vores ledelse og formidling har en virkning i verden, men først og fremmest for dem, vi har lige foran os. Og dem skal vi tjene, som vi tjener Jesus. Og endnu større: som Jesus har tjent os. Han stoppede ikke ved fodvaskningen, selvom det allerede dér var mere end folk forstod. Nej, han rensede os fuldkommen rene, skænkede os nye klæder og satte os fri. Virkelig fri.

Og hvad betyder det at have Jesus som forbillede i sin tjeneste? Det spørgsmål har jeg vandret i i mange år. Men jeg vil glæde mig til at undersøge, granske, smage på og tage flere og nye skridt ud i det sammen med andre kvinder, der også længes efter at vokse i tjenesten.

Så når jeg tror, at det her bliver godt, så er det ikke bare fordi, jeg er jubeloptimist. Nej, når vi tjener Kongen, så er det godt. Og derfor vil vi OPMUNTRE og UDRUSTE til at gøre dét.

Og okay, afslutningsvist skylder jeg måske lige at knytte lidt ord til det indledende citat af Harry S. Truman. For det kunne jo opfattes lige friskt nok indirekte at kalde sig selv for dristig og dygtig leder. I hvert fald hvis man er flasket op med, at det er mandlige kvaliteter. Men jeg er både dristig og dygtig, ligesom mine medstiftere er det. Og jeg er glad for dem, fordi de spiller mig kun bedre. Og det er i bund og grund en vigtig pointe: at have åndelig og faglig sparring gør os bedre.

Kaffemøderne blev et vidnesbyrd om, hvad der sker, når tre personer får et rum, hvor de ikke skal kæmpe for legitimitet, men blot udfolder sig med den visdom og de evner, de har.

Fik jeg sagt, at det her bliver godt?

Udgivet den

Et forvandlende godmorgen

Julie Kajgaard er cand.theol og optaget af forholdet mellem teologi og samfund. Hun er desuden en stor kaffeentusiast.

Vil du fortælle om treenigheden?

Da jeg var 14 år, blev jeg spurgt af nogle venner fra kirken, som var juniorledere, om jeg kunne hjælpe dem. Det ville jeg gerne, og det var de utrolig glade for, jeg ville. De spurgte mig, om jeg havde mod på at lave et lille oplæg for juniorerne om treenigheden. Af en eller anden grund fik jeg sagt, at det ville jeg gerne.

Jeg kan i dag ikke huske, hvad jeg fik sagt til juniorerne, men jeg ved, at selve oplevelsen blev et definerende øjeblik i mit liv. Jeg tror, vi har nogle få situationer eller stunder i vores liv, som kommer til at definere vores selvforståelse. At holde oplæg for juniorerne var et af de øjeblikke for mig. Jeg fandt ud af, at jeg kunne fortælle andre mennesker om de fund, jeg gjorde mig, når jeg fordybede mig i bibelen og arbejdede med teologi.

Senere har jeg fundet ud af noget mindre glædeligt. Nemlig det, at der er svært for nogle kvinder at fortælle om deres liv, refleksioner og erfaringer med Jesus. En del kvinder oplever, at det er vanskeligere for dem at komme til orde i større forsamlinger. Samtidig oplever nogle kvinder, at de har en følelse af, at de er ikke lige så kloge som mænd, eller at deres perspektiver er ikke lige så værdifulde, når det handler om troen på Jesus.

Jeg vil argumentere for to perspektiver i dette blogindlæg. Først vil jeg opmuntre og invitere alle kvinder til at være modige og tage chancer, når de er i situationer, hvor de kan fortælle om Jesus. Også i sammenhænge, hvor det almindeligvis er mænd, der taler. For det andet vil jeg invitere mænd til at opmuntre kvinder til at fortælle, hvad de har af tanker og refleksioner, når det handler om livet i almindelighed og vandringen med Jesus i særdeleshed.

Godmorgen! siger Herren

En af de passager, som jeg vender tilbage til i det Nye Testamente er Matthæusevangeliet 28,8-9: “Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »Godmorgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham.”

Lad os få versene ind i sin sammenhæng. Det var kvinder, der skyndte sig bort fra graven. Kvinderne havde de seneste par år vandret med Jesus. De havde vandret med ham, når han var sulten, når han helbredte mennesker, og når han festede med sine venner. De havde vandret med Jesus til Jerusalem, hvor han var blevet anholdt, pisket og korsfæstet. Kvinderne havde været nogle af hans nærmeste venner.

Samtidig med, at Jesus var blevet deres ven, var de også kommet til tro på, at Jesus var Gud. De troede, at det var ham, der skulle redde jøderne og hele verden. Men for tre dage siden var troen brast. I stedet for at redde nogen som helst døde han. Han var blevet dømt som en gemen forbryder, og han var blevet straffet på den værst tænkelige måde. Korsfæstet.

Efter Jesu død havde en rig mand begravet legemet i sin hulegrav, og myndighederne lukkede graven med en stor sten. Kvinderne havde ikke fået sagt deres sidste farvel. Efter en sabbat med knugende sorg og larmende stilhed, løb kvinderne ud til graven for at tage afsked. Til deres store forskrækkelse var stenen blevet rullet fra indgangen, og graven var tom. Hvem havde fjernet deres vens legeme? De mødte engle, som fortalte, at Jesus ikke længere var død men opstået. Med denne uoverskuelige information satte kvinderne i løb for at fortælle Jesu andre venner, at håbet måske stadig levede. Her standser Jesus kvinderne med et “Godmorgen!”.

Hvorfor sagde Jesus “godmorgen”? Hvorfor sagde han ikke: “Hej, det er mig – Jesus. Jeg lever?” Eller mere drillerende: “Hvad sagde jeg?” Hvorfor egentlig bare et almindeligt “godmorgen”? Jeg tror, der er flere svar på spørgsmålet, men her vil jeg dele et perspektiv.

Ny begyndelse

Det første mange af os siger, når en ny dag går i gang er “godmorgen”. Det kan være til vores familie, kollegaer eller måske postbuddet. Med et godmorgen minder vi os selv om, at hver ny dag giver os en ny chance. Det er en måde at sige til os selv, at vi håber, denne dag bliver god. Men med vores godmorgen kan vi også vise, at ham eller hende vi hilser på, ser vi. Vi går ikke bare forbi, men vi standser kort op og bliver opmærksomme på vores omgivelser.

Jesus sagde “godmorgen” til kvinderne. Kvinderne, der var travlt optaget med at skulle fortælle hans venner, at han levede. De havde en vigtig opgave foran dem.

Jesus forstyrrede dem med et godmorgen. Han standsede dem til at blive opmærksomme på sig selv. Med sit godmorgen viste han dem, at de var elsket af ham. Jesus havde ikke mere travlt end, at han havde tid til at møde sine venner. Med sit godmorgen fortalte han kvinderne, at det var en ny morgen. Der var en ny begyndelse.

Med Jesu godmorgen kunne de tage en dyb indånding, og de kunne vide, at de var ligesom, han ønskede, de skulle være. De var nok, kunne nok, havde nok til at gennemføre dagens opgave.

Med dette godmorgen fik kvinderne styrke til at løbe den største risiko, de nogensinde skulle løbe. Nemlig at fastholde deres vidnesbyrd om, at de havde mødt den opstandne og levende Gud.

Jeg tror, at både mænd og kvinder har brug for at høre dette godmorgen, hvis vi skal leve livet i alt dets storslåethed. For jeg tror, at hver enkel af os har brug for at vide, at vores fejl og mangler fra i går er ikke det vigtigste at sige om os i dag. Gud i Jesus vil, at vi skal kende en stemme, der er større end dødens. Den stemme kommer til os i et simpelt “godmorgen!”

Det er denne stemme og i disse ord, vi kvinder kan finde styrke og mod til at dele vores tanker om og erfaringer af Gud. Jeg tror, det var dette godmorgen, der gav mig mod til at tale i juniorklubben, selvom jeg kun var 14 år. For ordene sender os til at fortælle om de gode nyheder. Jesus giver os ikke kun styrke til at tale om Gud i teologisk forstand. Nej, han giver os også styrke til at udforske skønhed, kæmpe for retfærdighed og at bruge vores stemmer for de svage. Jesu ord sender os til vores kollegaer og til den fremmede. Jesu ord giver os mod til at tage chancer.

Vi går sammen

Fra tid til anden har jeg bemærket, at når vi taler om mænd og kvinder, hvad enten det handler om at være i kirken eller i samfundet, lyder det som om, at vi kæmper imod hinanden. Hvis flere kvinder kommer i bestyrelser, vil de tage pladser fra mænd. Eller hvis flere kvinder prædiker, vil det være på bekostning af mændene. Det lyder som et nulsumsspil, hvor ingen kan vinde. Jeg tror, der er et andet perspektiv at bringe.

Jesus mødte kvinderne, og sagde godmorgen til dem. Derefter sendte han dem til hans andre venner, som var mænd, og sammen skulle de fortælle verden de gode nyheder om ham. De skulle sammen gå ud til alle folkeslag. De var afhængige af hinanden.

Det er med hver vores beretninger om livet og Gud, at vi kan bringe fred, kærlighed og evangelium til verden. Det er ikke kun kvinder, der er kaldet til dette. Det er heller ikke kun mænd. Det er os alle.

Hvad gør vi nu? Noget af det, der er behov for, hvis vi skal se flere kvinder være frimodige i at dele evangeliet med deres venner, kollegaer og naboer, er, at mænd på forskellige måder viser, at de bakker op om kvinderne.

Mænd skal støtte kvinder i at gøre noget nyt og uvant – i at tage chancer. Når der skal afprøves nye måder for kvinder at engagere sig i samfundet, om det er med iværksætteri, lederstillinger i virksomheder eller som ledere i kirken, skal mænd støtte op om kvinderne. De skal give plads og platform.

Hvis kirken skaber rum for, at man kan undersøge, hvad Gud kalder en til, har vi et smukt og kraftfuldt budskab til verden. Et budskab, hvor endnu flere må få del i Jesu “godmorgen” til dem.