Derfor er jeg i FØBE-netværket..

Derfor er jeg i FØBE-netværket..

“At opmuntre og udruste kvinder i ledelse og formidling, der på mangfoldige måder peger på evangeliet om Jesus til velsignelse for kirke og samfund.” 

Sådan har de stiftende kvinder valgt at formulere FØBEs formål, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig! Her kommer lidt spredte tanker om mine egne erfaringer og drømme for netværket.

Selvværd og selvtillid

Jeg tænker nogle gange på, at mit selvværd og min selvtillid som kvinde blev grundlagt, da jeg voksede op på en gård med tre søstre – og senere fik en bror. Fra helt lille blev jeg vant til og anerkendt for, at jeg har samme værdi og arbejdsmuligheder som drenge/mænd. Vi søstre tog – ligesom vores mor – del i al slags arbejde på gården: i stalden, på marken, madlavning og rengøring. Vi lærte også at lappe vores egne cykler, så min far ikke skulle stå i værkstedet hele tiden!

Mine forventninger til FØBE-netværket

Som person er jeg introvert, så jeg har ikke følt det store behov for et netværk som dette. Jeg har også hele vejen været velsignet med kolleger og venner – af begge køn! – som jeg har vendt alle mulige overvejelser med. Jeg har altid talt bedst og mest med drenge/mænd, fordi der ikke var så mange piger/kvinder i mit netværk, som delte mine interesser for teologi, politik og andre store emner. Til gengæld delte jeg ikke så mange pigers interesser.

Da jeg blev mere voksen og lærte mig selv bedre at kende, opdagede jeg glæden ved at dele erfaringer med kvinder, så det ser jeg meget frem til at gøre i det her netværk! Jeg ser også frem til at tale om de udfordringer, der er for os, som er mødre. Jeg er klar over, ikke alle mener, det behøver at være en udfordring, men jeg håber, vi kan tale om det. Det manglede jeg selv mest at tale med nogen om, da vores børn var små, og jeg var fuldtids bibelskolelærer.

Endelig håber jeg, at mine livserfaringer kan bidrage med eksempler på, hvordan kvinder kan tjene i menighed og samfund og dermed formidle noget frimodighed til at tjene.

Opmuntring giver mig gejst

Jeg gik vist i 8. klasse, da jeg blev hjælpeleder i min barndoms LM-søndagsskole. Og siden da har jeg arbejdet med kristen formidling i både frivillige og lønnede sammenhænge.

Jeg oplever, at jeg er blevet båret frem (læs: har fået bekræftet mit kald) af opmuntringer: “Du har en særlig måde at formidle på, så jeg bedre kan forstå det.” “Jeg ved ikke, om det er, fordi du er kvinde, men jeg får mere ud af det, når det er dig, der underviser.” “Du giver altid nogle kærlige spark og noget til eftertanke.” “Du er god til at lede udvalgsmødet, så alle bliver hørt, og vi når dagsordenen.”

Jeg har det ikke særlig godt med at skrive de her eksempler, fordi det let kommer til at lyde alt for selvfedt! Men jeg gør det alligevel for at give ideer til, hvordan vi kan opmuntre hinanden! Vær konkret, når du giver melding på noget til en anden: Hvad var godt? Hvad fik du noget ud af? Hvad rykkede i dig? Hvad tænkte du kunne gøres anderledes?

De opmuntringer, jeg har fået, har gjort mig opmærksom på selv at give opmuntringer til en forkynder/underviser/leder, som jeg er glad for. Det giver simpelthen benzin på tanken!

Og så hører jeg tit udsagnet: “Vi mangler kvindelige undervisere/forkyndere.” Det er da et konkret kald, der vil noget!

Nedmuntring gør mig vred

Jeg har aldrig personligt mødt nogen, der ville fratage mig frimodigheden til at tjene med de gaver og evner, jeg har. Heller ikke i LM eller på DBI, hvor jeg følte mig hjemme i min ungdom og studietid. Tværtimod mødte jeg dengang – og gør stadig – masser af opmuntringer til at bidrage som den, jeg er og med det, jeg kan.

Det gør mig virkelig ondt at møde kvinder, som har haft disse oplevelser og har følt sig mast under dem. Og jeg bliver vred på dem, der i umodenhed eller uforstand har frataget kvinder deres frimodighed til at tjene.

Uenige i respekt

Jeg har aldrig selv haft lyst eller kald til at blive præst, og som jeg forstår bibelteksterne, er den tjeneste kun for mænd.

Jeg vil gerne indrømme, at det anfægter mig, når kloge teologer, som jeg har stor respekt for og er enig med på stort set alle andre punkter, når frem til en anden forståelse af bibelteksterne.

Derfor har jeg altid – og vil fortsat – kæmpe mod den voldsomme retorik, der frakender andre bibeltroskab eller måske endda kristennavnet, fordi de når frem til en anden holdning end min. Den slags fordømmelse er helt ude af proportioner med spørgsmålet om tjenestedeling, mener jeg.

Jeg vil gerne bidrage til, at vi tør være uenige i respekt for og anerkendelse af hinanden. Det tror jeg kun kan ske, hvis vi åbent tør fremlægge vores holdninger og argumenter OG åbent lytte til andres overvejelser, holdninger og argumenter. Og så skal vi turde leve med at være uenige og nå frem til forskellige konsekvenser af vores holdninger.

Det bliver en svær øvelse, tror jeg, for i både samfundet generelt og i mange kristne fællesskaber opleves det angstprovokerende, når nogle mener og gør noget andet end mig. Men fordi vi er et netværk af kristne (uperfekte og tilgivede) kvinder, og fordi vi har det mål at tjene andre med evangeliet om Jesus, er det nødvendigt, vi øver os i det!

Kærlige søsterhilsner 

Indlægget er skrevet af vores medlem:

Vibeke Sode Hjorth, cand.theol.,
leder af AdamogEva.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.