Hele min opvækst og til stadighed ind i mit voksenliv har jeg sagt eller sunget med på den apostolske trosbekendelse. Den er god, fordi den på kort tid kommer omkring det helt centrale for det kristne bekendelsesgrundlag.
Over hele jorden siges der JA og AMEN til dét bekendelsesgrundlag, selvom kirkerne og de troendes praksis ser vidt forskellig ud.
Men desto større glæde over at kunne samles om det, vi kan samles om. Dét, der i trosbekendelsen beskrives, er for mange et fælles fundament. Men også formuleret på en måde, der har sat tanker igang hos mig. Det vender jeg tilbage til. Først nogle ord om, hvad FØBE står på.
Hvad står FØBE på?
I forbindelse med offentliggørelsen af FØBEs stiftelse blev der stillet spørgsmål til FØBEs fundament. Et konkret eksempel på det var, da Lene Dalsgaard Thomsen på Evangelisk Luthersk Netværks blog spurgte, om FØBE var et “bibelsk anliggende eller feministisk projekt?”
Jeg forstår fuldt ud nysgerrigheden og ønsket om at kende til det. For det har stor betydning og vidtgående konsekvenser, hvilket grundlag man står på. Det har indflydelse på ens livsførelse og valg, hvorfor det også giver afsindig god mening at arbejde dybdegående og aktivt med det.
Deraf udspringer også FØBE. Af et ønske om fællesskab, hvor vi kan opmuntre og udruste hinanden til netop at omsætte det værdigrundlag og menneskesyn, vi deler, og det, der for os at se er et guddommeligt godt fundament at have for sit ledelsesrum og sit ansvar i relationen til de mennesker, vi formidler for.
Der blev stillet spørgsmålstegn (eller udråbstegn?) ved vores personlige holdninger til konkrete teologiske områder. Det er i bund og grund irrelevant for FØBE som netværk. Vi er stiftet som netværk af og for en mangfoldig vifte af kristne kvinder, der tjener i forskellige sammenhænge – og ikke én kirke, hvor der er en grad af strømlinet teologisk ramme.
Det var dog på sin vis forventet at få spørgsmålet, da vores netværk er for kristne kvinder, der tjener med ledelse og formidling, hvilket i nogle kredse kan være et brandfarligt emne.
Men for os er det ikke brandfarligt, snarere brandlækkert.
Det lille lys jeg har..
Det, vi gerne vil med netværket, er at tale om, hvor vigtigt det er, at kvinder med frimodighed kan tjene i kirke og samfund både som leder og som formidler. Vi ønsker med FØBE at skabe netværk, der kan opmuntre og udruste til at tjene i kirke og samfund, så branden for det ikke slukkes, men holdes i live.
Som den olympiske ild holdes i live og løbes med, skal også vi løbe med vores ild, når vi bliver betroet at bære og gå foran med det lys, vi har. Det lærte jeg i hvert fald i børneklubben, da jeg med min allerbedste gospelstemme erklærede, at “det lille lys jeg har, det skal skinne klart” og ”sæt det under skæppen – NEJ! – for det skal skinne klart.”
I kirker rundt om i verden kan man opleve, at tilhørere til en prædiken undervejs responderer med et “fire!” (ild). For det er netop en brand, en levende ild, der kan opleves, når Gud taler og bruger mennesker til være vidner om evangeliet. Ønsket om at “ilden” skal spredes kan med god grund ikke altid holdes tilbage.
Og det skal den heller ikke.
Evangeliet om Jesus skal ikke holdes tilbage.
Det skal derimod have lov til at leve i os og gennem os på den måde vi relaterer til andre mennesker, eksempelvis i ledelsesrummet eller formidlingssituationen, som begge er situationer, hvor vi på Løgstrup’sk vis kan være vores magtrum bevidst. Her er der både åndelige og faglige aspekter i spil.
Brandfarligt?
Betyder det, at alle de brandfarlige spørgsmål om tjenestedeling, som tidligere nævnte blogindlæg var nysgerrig på, er underordnet?
Ja. For FØBE som netværk er det.
Tjenestedeling er ikke et issue i netværket. Hvordan organisationer, foreninger og kirker vejleder og deler opgaver og tjenester internt, er deres sag. Og det er en vigtigt at have klare rammer for det, dér hvor det er relevant. Det vil vi blot opmuntre til at stå ved, ligesom vi selv gør det, hvor vi har vores kirkegang.
Det ligger dog i FØBEs DNA, at der skal være plads til et samvittighedsrum blandt netværkets medlemmer, som der allerede er for os, der har stiftet netværket. Fælles for os er, at vi med Biblen i hånden og i vores stræben efter det gode og sande, godt kan lande forskellige steder i nogle spørgsmål – ja, formentlig i mange.
Vores sag er at opmuntre og udruste dem, der af deres arbejdsplads eller bagland er betroet at stå i tjeneste på et ledelses- og formidlingsområde, så vores værdier i endnu højere grad vil skinne igennem i tjenesten. Men vi vil også gerne skabe en bevidsthed om, hvordan man i medlemmernes bagland kan opmuntre og udruste kvinder til at tjene i ledelse og formidling – inden for den ramme, som findes her.
For det er en hel reel udfordring, at man i kristen-værdibaserede sammenhænge nemt får brugt meget tid på at tale om grænser, men mindre om, hvordan man så udfylder det enorme rum af muligheder, der rent faktisk er inden for dem.
Lad os (ikke) sige NEJ og AMEN!
Ja, det er lidt en kontraproduktiv overskrift med dobbelt negation – men der er mening med galskaben.
I den såkaldte ritualstrid i 1800-tallet fastslog Grundtvig, at forsagelsen, som den apostolske trosbekendelse indledes med, hørte til. Andre var uenige. Jeg skal ikke kloge mig på den diskussion, men jeg kommer indimellem til at tænke på, hvor sigende og måske definerende det har været for vores forståelse, at trosbekendelsen i den danske kirke starter med en negation i stedet for konfirmation.
Vi må ikke tro, at det er vores NEJ og AMEN, der fører til liv. Det er vores JA, der skaber liv. Eller rettere: Guds JA til os!
Og ligesom det ikke er et NEJ, der skaber liv i den vertikale relation, så virker et NEJ heller ikke menings- og retningsskabende i de horisontale/mellemmenneskelige relationer.
Og inden nogen sætter sig til tasterne for at insistere på, at et nej til forskellige ting godt kan være det gode svar, så bare rolig – jeg er enig. Fundament og grænser er afgørende. Og i samfundet, i familien, på arbejdspladser, i kirker og på gaden har vi indimellem brug for et klart nej.
Men et NEJ har sine begrænsninger. Det peger ikke på, hvad det gode eller rigtige er. De gode udfoldelsesmuligheder. De gode valg. Det siger som udgangspunkt kun noget om fravalg. Og fravalg er også vigtige, men det kan ikke stå alene.
Vi har brug for at blive gode til at tale endnu mere om det, vi gerne vil, frem for at dvæle ved det, vi ikke vil. Ikke fordi det sidstnævnte ikke skal have plads, men det rykker os simpelthen ikke tættere på målet om at udfylde det rum, vi har defineret ved grænserne.
Brandlækkert!
Derfor synes vi, det er brandlækkert at tale om kvinder, der tjener med ledelse og formidling. Uanset hvilke rammer, der er for det i din sammenhæng, så tal det op og fyld rummet ud! Vær med til at gøre uddannelse og udrustning tilgængelig for både mænd og kvinder, dér hvor du er.
Ser du skæpper, så værn om andres lys, så det ikke pustes ud. Ser du en med et lille skrøbeligt lys, så ræk dem en stage. Ser du, at de har ild, så ræk dem en fakkel, så de som kan løbe afsted med ilden og lede andre hen mod det.
Kvinderne, Jesus mødte, løb efterfølgende hen til deres venner og familie og fortalte om det, han havde gjort for dem. Måske de ikke havde en fakkel i hånden, men de havde ild i øjnene.
For det er dét Gud gør: sætter fri og sætter hjerterne i brand.
Med Jesus kom the new normal: at udrustning til at fortælle om ham ikke var forbeholdt mænd, men også inkluderede kvinder.
Venner, det er tid!
»I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.«
Matt. 5,14f.
Sara Askholm er efterskolelærer og erfaren bestyrelsesmedlem. Hun er optaget af, hvordan hun med sine evner, kan understøtte at kvinder vokser i selvfølelse, tro og tjeneste.
Formand og medstifter af FØBE