Da FØBE blev til

Sara Askholm er lærer og erfaren i besty-relsesarbejde. Hun er optaget af, hvordan hun med sine evner, kan understøtte at kvinder vokser i selvfølelse, tro og tjeneste.

Medstifter af FØBE

“I perioder, hvor der ikke er nogen ledelse, står samfundet stille. Fremskridt opstår, hvor dristige, dygtige ledere griber muligheden for at ændre tingene til det bedre”
– Harry S. Truman

For cirka et halvt års tid siden talte jeg med nogle kvinder, der længtes efter fællesskab med andre kvinder i tjeneste, der lignede deres egen, hvor ledelse og/eller formidling var bærende.

Da jeg hørte det, blev jeg enormt lettet og glad, for netop de tanker gik jeg selv rundt med. Jeg savnede et sted at puste ud, lade op og få sparring på de udfordringer, jeg kunne opleve, men også nogle at dele min vandring, udvikling og sejre med.

Det tror jeg helt grundlæggende er en længsel, de fleste kan nikke genkendende til: at have fællesskab med nogle, der kender til at stå i situationer og med ansvar, der ligner ens egen. Et kollegialt fællesskab i bund og grund. Det er bare noget særligt, hvis man står med ledelsesansvar eller formidler. Og i kristen sammenhæng er repræsentationen af kvinder i disse opgave endnu mindre, hvilket klart er en udfordring for dem, der søger fællesskab med ligesindede.

Pludselig sad jeg til et kaffemøde, der var båret af en længsel og vision om, at frimodigheden skulle få nyt liv og blive definerende for langt flere kristne kvinder i ledelses- og/eller formidlingstjeneste. At lidt færre skulle stå med den erfaring af at stå lidt alene og have svært ved lige at se, hvor nærmeste sparringspartner kunne være. Men øverst på listen var, at vi også selv kunne rykke tættere i bussen.

Og her sad vi så. Tæt rundt om bordet. Corona-tæt, bevares. Og med sprit på bordet, selvfølgelig. 

Kaffe, whiteboardtusch på fingre og tavle, lidt spiseligt, en del mere kaffe, stå-pause efterfulgt af tiltrængt biobreak, så der kunne gøres plads til mere kaffe. Mon ikke det er rammen for en del af de der møder, som man ikke er i tvivl om vil føre noget godt og stort med sig.

Og jeg var ikke et sekund i tvivl. Det her bliver godt.

Ja, for dem, der kender mig, er det er vist heller ikke nogen hemmelighed, at jeg ser afsindig lyst på fremtiden. Men en anden kendsgerning er samtidig, at jeg nok også har en del færre erfaringer, der giver anledning til andet, end mange andre kvinder i ledelse og formidling i kristen sammenhæng. Det står i hvert fald klart efter flere samtaler, som opstarten af dette netværk har givet anledning til.

Men det har faktisk kun givet mig grund til at se lyst på fremtiden, for nu skal der ske noget. Det sker nu! Nu skal der skabes et fællesskab af ambassadører for en frimodighedskultur, og hvor kristne kvinder bliver OPMUNTRET til at være frimodige i tjenesten for Jesus og blive UDRUSTET til at forvalte deres ledelsesrum og taleret i ærefrygt for Gud og kærlighed til mennesker. 

“Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”
Matt. 25,40

Når jeg læser Jesus i de her ret alvorlige afsnit, som dette citat står i, så bliver det helt tydeligt, at vi ikke kan ignorere det og dem, vi står overfor og skal forvalte. Hvad end vi står i af tjeneste, så skal vi tjene folk omkring os som var det Jesus selv, vi stod overfor. Hvilken gave! Hvilken opgave!

Derfor er det fuldstændig afgørende, at også kristne kvinder får et forum, hvor det er legitimt at tale om forvalterskab af de evner, vi har fået. Vores ledelse og formidling har en virkning i verden, men først og fremmest for dem, vi har lige foran os. Og dem skal vi tjene, som vi tjener Jesus. Og endnu større: som Jesus har tjent os. Han stoppede ikke ved fodvaskningen, selvom det allerede dér var mere end folk forstod. Nej, han rensede os fuldkommen rene, skænkede os nye klæder og satte os fri. Virkelig fri.

Og hvad betyder det at have Jesus som forbillede i sin tjeneste? Det spørgsmål har jeg vandret i i mange år. Men jeg vil glæde mig til at undersøge, granske, smage på og tage flere og nye skridt ud i det sammen med andre kvinder, der også længes efter at vokse i tjenesten.

Så når jeg tror, at det her bliver godt, så er det ikke bare fordi, jeg er jubeloptimist. Nej, når vi tjener Kongen, så er det godt. Og derfor vil vi OPMUNTRE og UDRUSTE til at gøre dét.

Og okay, afslutningsvist skylder jeg måske lige at knytte lidt ord til det indledende citat af Harry S. Truman. For det kunne jo opfattes lige friskt nok indirekte at kalde sig selv for dristig og dygtig leder. I hvert fald hvis man er flasket op med, at det er mandlige kvaliteter. Men jeg er både dristig og dygtig, ligesom mine medstiftere er det. Og jeg er glad for dem, fordi de spiller mig kun bedre. Og det er i bund og grund en vigtig pointe: at have åndelig og faglig sparring gør os bedre.

Kaffemøderne blev et vidnesbyrd om, hvad der sker, når tre personer får et rum, hvor de ikke skal kæmpe for legitimitet, men blot udfolder sig med den visdom og de evner, de har.

Fik jeg sagt, at det her bliver godt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.