Et forvandlende godmorgen

Julie Kajgaard er cand.theol og optaget af forholdet mellem teologi og samfund. Hun er desuden en stor kaffeentusiast.

Vil du fortælle om treenigheden?

Da jeg var 14 år, blev jeg spurgt af nogle venner fra kirken, som var juniorledere, om jeg kunne hjælpe dem. Det ville jeg gerne, og det var de utrolig glade for, jeg ville. De spurgte mig, om jeg havde mod på at lave et lille oplæg for juniorerne om treenigheden. Af en eller anden grund fik jeg sagt, at det ville jeg gerne.

Jeg kan i dag ikke huske, hvad jeg fik sagt til juniorerne, men jeg ved, at selve oplevelsen blev et definerende øjeblik i mit liv. Jeg tror, vi har nogle få situationer eller stunder i vores liv, som kommer til at definere vores selvforståelse. At holde oplæg for juniorerne var et af de øjeblikke for mig. Jeg fandt ud af, at jeg kunne fortælle andre mennesker om de fund, jeg gjorde mig, når jeg fordybede mig i bibelen og arbejdede med teologi.

Senere har jeg fundet ud af noget mindre glædeligt. Nemlig det, at der er svært for nogle kvinder at fortælle om deres liv, refleksioner og erfaringer med Jesus. En del kvinder oplever, at det er vanskeligere for dem at komme til orde i større forsamlinger. Samtidig oplever nogle kvinder, at de har en følelse af, at de er ikke lige så kloge som mænd, eller at deres perspektiver er ikke lige så værdifulde, når det handler om troen på Jesus.

Jeg vil argumentere for to perspektiver i dette blogindlæg. Først vil jeg opmuntre og invitere alle kvinder til at være modige og tage chancer, når de er i situationer, hvor de kan fortælle om Jesus. Også i sammenhænge, hvor det almindeligvis er mænd, der taler. For det andet vil jeg invitere mænd til at opmuntre kvinder til at fortælle, hvad de har af tanker og refleksioner, når det handler om livet i almindelighed og vandringen med Jesus i særdeleshed.

Godmorgen! siger Herren

En af de passager, som jeg vender tilbage til i det Nye Testamente er Matthæusevangeliet 28,8-9: “Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »Godmorgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham.”

Lad os få versene ind i sin sammenhæng. Det var kvinder, der skyndte sig bort fra graven. Kvinderne havde de seneste par år vandret med Jesus. De havde vandret med ham, når han var sulten, når han helbredte mennesker, og når han festede med sine venner. De havde vandret med Jesus til Jerusalem, hvor han var blevet anholdt, pisket og korsfæstet. Kvinderne havde været nogle af hans nærmeste venner.

Samtidig med, at Jesus var blevet deres ven, var de også kommet til tro på, at Jesus var Gud. De troede, at det var ham, der skulle redde jøderne og hele verden. Men for tre dage siden var troen brast. I stedet for at redde nogen som helst døde han. Han var blevet dømt som en gemen forbryder, og han var blevet straffet på den værst tænkelige måde. Korsfæstet.

Efter Jesu død havde en rig mand begravet legemet i sin hulegrav, og myndighederne lukkede graven med en stor sten. Kvinderne havde ikke fået sagt deres sidste farvel. Efter en sabbat med knugende sorg og larmende stilhed, løb kvinderne ud til graven for at tage afsked. Til deres store forskrækkelse var stenen blevet rullet fra indgangen, og graven var tom. Hvem havde fjernet deres vens legeme? De mødte engle, som fortalte, at Jesus ikke længere var død men opstået. Med denne uoverskuelige information satte kvinderne i løb for at fortælle Jesu andre venner, at håbet måske stadig levede. Her standser Jesus kvinderne med et “Godmorgen!”.

Hvorfor sagde Jesus “godmorgen”? Hvorfor sagde han ikke: “Hej, det er mig – Jesus. Jeg lever?” Eller mere drillerende: “Hvad sagde jeg?” Hvorfor egentlig bare et almindeligt “godmorgen”? Jeg tror, der er flere svar på spørgsmålet, men her vil jeg dele et perspektiv.

Ny begyndelse

Det første mange af os siger, når en ny dag går i gang er “godmorgen”. Det kan være til vores familie, kollegaer eller måske postbuddet. Med et godmorgen minder vi os selv om, at hver ny dag giver os en ny chance. Det er en måde at sige til os selv, at vi håber, denne dag bliver god. Men med vores godmorgen kan vi også vise, at ham eller hende vi hilser på, ser vi. Vi går ikke bare forbi, men vi standser kort op og bliver opmærksomme på vores omgivelser.

Jesus sagde “godmorgen” til kvinderne. Kvinderne, der var travlt optaget med at skulle fortælle hans venner, at han levede. De havde en vigtig opgave foran dem.

Jesus forstyrrede dem med et godmorgen. Han standsede dem til at blive opmærksomme på sig selv. Med sit godmorgen viste han dem, at de var elsket af ham. Jesus havde ikke mere travlt end, at han havde tid til at møde sine venner. Med sit godmorgen fortalte han kvinderne, at det var en ny morgen. Der var en ny begyndelse.

Med Jesu godmorgen kunne de tage en dyb indånding, og de kunne vide, at de var ligesom, han ønskede, de skulle være. De var nok, kunne nok, havde nok til at gennemføre dagens opgave.

Med dette godmorgen fik kvinderne styrke til at løbe den største risiko, de nogensinde skulle løbe. Nemlig at fastholde deres vidnesbyrd om, at de havde mødt den opstandne og levende Gud.

Jeg tror, at både mænd og kvinder har brug for at høre dette godmorgen, hvis vi skal leve livet i alt dets storslåethed. For jeg tror, at hver enkel af os har brug for at vide, at vores fejl og mangler fra i går er ikke det vigtigste at sige om os i dag. Gud i Jesus vil, at vi skal kende en stemme, der er større end dødens. Den stemme kommer til os i et simpelt “godmorgen!”

Det er denne stemme og i disse ord, vi kvinder kan finde styrke og mod til at dele vores tanker om og erfaringer af Gud. Jeg tror, det var dette godmorgen, der gav mig mod til at tale i juniorklubben, selvom jeg kun var 14 år. For ordene sender os til at fortælle om de gode nyheder. Jesus giver os ikke kun styrke til at tale om Gud i teologisk forstand. Nej, han giver os også styrke til at udforske skønhed, kæmpe for retfærdighed og at bruge vores stemmer for de svage. Jesu ord sender os til vores kollegaer og til den fremmede. Jesu ord giver os mod til at tage chancer.

Vi går sammen

Fra tid til anden har jeg bemærket, at når vi taler om mænd og kvinder, hvad enten det handler om at være i kirken eller i samfundet, lyder det som om, at vi kæmper imod hinanden. Hvis flere kvinder kommer i bestyrelser, vil de tage pladser fra mænd. Eller hvis flere kvinder prædiker, vil det være på bekostning af mændene. Det lyder som et nulsumsspil, hvor ingen kan vinde. Jeg tror, der er et andet perspektiv at bringe.

Jesus mødte kvinderne, og sagde godmorgen til dem. Derefter sendte han dem til hans andre venner, som var mænd, og sammen skulle de fortælle verden de gode nyheder om ham. De skulle sammen gå ud til alle folkeslag. De var afhængige af hinanden.

Det er med hver vores beretninger om livet og Gud, at vi kan bringe fred, kærlighed og evangelium til verden. Det er ikke kun kvinder, der er kaldet til dette. Det er heller ikke kun mænd. Det er os alle.

Hvad gør vi nu? Noget af det, der er behov for, hvis vi skal se flere kvinder være frimodige i at dele evangeliet med deres venner, kollegaer og naboer, er, at mænd på forskellige måder viser, at de bakker op om kvinderne.

Mænd skal støtte kvinder i at gøre noget nyt og uvant – i at tage chancer. Når der skal afprøves nye måder for kvinder at engagere sig i samfundet, om det er med iværksætteri, lederstillinger i virksomheder eller som ledere i kirken, skal mænd støtte op om kvinderne. De skal give plads og platform.

Hvis kirken skaber rum for, at man kan undersøge, hvad Gud kalder en til, har vi et smukt og kraftfuldt budskab til verden. Et budskab, hvor endnu flere må få del i Jesu “godmorgen” til dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.